Tøj, sko og tekstiler kan bruges igen

Når vi går længere med tøjet sparer det CO2

For at mere tøj, sko og tekstiler kan bruges igen, arbejder ARC sammen med UFF-Humanas tøjindsamling, som sikrer en høj grad af genbrug og genanvendelse.

Tøj der genbruges, bruges direkte i den form, som det er afleveret – fx bukser bruges igen som bukser af en ny ejer sparer produktion af nyt tøj – og dermed CO2.

Tøj der genanvendes, laves om til nye produkter såsom klude, opkrads til fyld og til spinding af nyt garn.

Derfor gavner det

Produktionen af tøj, sko og tekstiler er en af de aktiviteter i verden, der belaster vores klima og miljø allermest. Globalt udleder tekstilproduktion mere CO2 end fly og biltransport til sammen.

Ved dyrkning af bomuld bruger bønderne sprøjtemidler mod ukrudt og skadedyr samt en masse vand.

Syntetiske fibre som polyester, akryl, nylon, lycra og spandex er lavet af kul, råolie og naturgas gennem en kemisk proces – også under den proces bliver der brugt meget vand og giftige kemikalier, som skylles ud i floder og i havet.

Fibrene fra både naturlige og syntetiske materialer skal spindes og væves, før de bliver til stof. Processen kræver meget energi, og det fører til en stor CO2-udledning. Derudover bruger producenterne kemikalier til at styrke fibrene og farve stoffet samt vand.

Eksempelvis kræver én enkelt T-shirt omkring 1.400 liter vand at producere. Ved produktionen af ét kilo tekstil bliver der i gennemsnit brugt ét kilo kemikalier og udledt omkring 15 kg CO2.

Genanvendelse udleder ligeledes CO2. Derfor det bedste alternativ for miljø og klima, at vi går med det producerede tøj så mange gange som muligt. Selvom du er vokset ud af dit tøj, eller er du blevet træt at det, så kan tøjet stadig have stor værdi for andre.

Giv dit gode og slidte tøj, sko og tekstiler til os

På ARCs genbrugspladser modtager vi alle former for tøj, sko og tekstiler – også det slidte , plettede og hullede tøj. Det skal dog både være rent og tørt.

Vi modtager:

  •  Tøj, overtøj og undertøj
  •  Bælter, tørklæder, huer, hatte, handsker og håndtasker
  •  Kludetæpper, tæpper og soveposer
  •  Sko og støvler
  •  Sengelinned og sengetæpper
  •  Håndklæder og viskestykker, duge og gardiner
  •  Stofmaterialer og klude
  •  Dyner og puder

Vi modtager ikke:

  • Vådt og beskidt tøj, sko og tekstil. – Det mugner og ødelægger alt det andet tøj og tekstil i containeren
  • Produkter der ikke eller kun delvist består af tekstil som fx gulvtæpper og møbelhynder

Hvad sker der med tøjet?

UFF-Humana henter tøjet på ARCs genbrugspladser, hvorefter det bliver pakket i bigbags og sendt til sorteringscentraler i Europa. På sorteringscentralerne bliver tøjet grovsorteret i 20-35 kategorier alt efter kvalitet, type og sæson.

Sorteringen sker manuelt af medarbejdere, der er oplært i de mange forskellige kategorier. Omkring en fjerdedel af tøjet sælges i genbrugsbutikker i Europa. Det resterende tøj sendes videre til sortering og salg i Afrika og Asien.

Det sker der med det indsamlede tøj til UFF-Humana

  • 64 % af tøjet genbruges og sælges i Europa, Asien og Afrika
  • 31 % er så slidt, at det genanvendes som klude, fyld eller råmateriale til nye tekstiler
  • 5 % er enten for beskidt eller er ikke tekstil, og sendes derfor til forbrænding og omdannes til energi

Mere direkte genbrug i ARC

ARC arbejder for, at mest muligt affald kan genbruges direkte

Tryk på knappen hvis du vil vide mere om direkte genbrug i ARC