Overproduktion af tøj er en belastning for klima og miljø. Alene produktionen af én enkelt t-shirt udleder op til 15 kg CO2, og tilbud som fem t-shirts til 100 kr. er med til at skabe en brug og smid-væk tøjkultur. Så det bedste for miljøet er at overveje vores køb af tøj nøje og vurdere om købet vil give dig ægte garderobeglæde, eller om tøjet kun kommer i brug få gange. 

Som sidste led i kæden, der håndterer tøj fra kommunale indsamlingsordninger, stræber ARC efter at reducere tøjspild. Det gør vi ved at passe godt på det tøj, vi modtager. Desværre bliver alt for meget tøj udsat for fugt og snavs, inden det når frem til ARC, og når tøj er ødelagt af fugt, kan det kun bruges som brændsel på ARCs energianlæg.

En måde at sikre tøjet bliver brugt så mange gange som muligt – inden det ender som tekstilaffald – er at sortere det korrekt.

Det tøj du har i skabet, har værdi for andre

Godt og brugbart tøj er en værdifuld ressource for velgørende organisationer, hvis butikker har behov for kvalitetstøj til gensalg. Er tøjet sorteret rigtigt og doneret til genbrug, er samtidig en hjælp til velgørenhedsorganisationer, der lever af videresalg af godt tøj.

Sorter resten af tøjet som tekstilaffald

En effektiv måde at forlænge levetiden for tøj og mindske mængden af tekstilaffald er at sortere brugt tøj og tekstil korrekt. Ved at sortere tøj og tekstil, du ønsker at skille dig af med, kan det udnyttes til nye produkter af genavendte fibre eller som hundetæpper og isolering i opvaskemaskiner.

Spar CO2 – læg dit aflagte tøj i en lukket pose af plast

En pose af genbrugsplast kan redde mange kilo tøj og dermed mange kg CO2. Til sammenligning udleder produktion af én sæk i genbrugsplast 42 gram CO2 (1).

Du kan hjælpe med at passe godt på det tøj, du skiller dig af med ved at lægge tøjet i en lukket pose af plast.

  • Det beskytter tøjet mod fugt og snavs, og sikrer at tøjets fibre lever længere.
  • Donér godt tøj går til velgørenhedsorganisationer, resten bliver til nye tøjfibre eller fyld i bilsæder.

(1) Ifølge en undersøgelse fra Ellen MacArthur Foundation fra 2019 er den gennemsnitlige CO2-udledning for genanvendt plast 60% lavere end for ny plast. Det betyder, at produktion af 1 kg genbrugsplast typisk udleder ca. 0,6 kg CO2, mens produktion af 1 kg ny plast udleder ca. 1,5 kg CO2.

En klar sæk på 70 g lavet af genbrugsplast udleder således ca. 42 g CO2 under produktionen.