Denne artikel er mere end 6 måneder gammel, og indholdet kan derfor være forældet.
***Opdatering 28. marts 2023 kl. 13.10: 3F og ARC har indgået aftale om den fremtidige arbejdstid for de københavnske renovationsmedarbejdere. Læs mere i denne pressemeddelelse.***
Københavns Kommunes Borgerrepræsentation vedtog i efteråret 2018 at kompetenceoverdrage affaldsindsamlingen til ARC. Opgaven skal hjemtages i takt med, at de eksisterende kontrakter med private renovatører udløber.
Det er på den baggrund, at ARC og 3F siden efteråret 2020 har haft konstruktive forhandlinger om de københavnske renovationsmedarbejderes fremtidige arbejdsvilkår.
ARC og 3F indgik den 22. juni 2022 en tilpasningsaftale om løn og arbejdsvilkår i forbindelse med overgangen fra de private renovatører til ARC. Se vedlagte bilag. Tilpasningsaftalen definerer bl.a. en lønpakke på KL-overenskomst. I aftalen fremgår det, at renovationsmedarbejderne arbejder med fyraftensakkord i perioden frem til 31. august 2023. Den overgang er indskrevet for at have en opstart, hvor vilkårene minder om dem renovationsmedarbejderne arbejder under i dag. Herefter overgår de til normal arbejdstid (arbejdet udføres i toholdsskift, hvor 1. holdet arbejder 37 timer/uge og 2. holdet 34 timer som overenskomsten foreskriver).
Der verserer en uoverensstemmelse mellem ARC og 3F om arbejdstiden for 2. holdet efter 1. september 2023, dvs. hvornår 2. holdet skal møde ind (og derfor kan forvente at gå hjem). Der er ikke uenighed om løn eller arbejdsvilkår i øvrigt.
3F ønsker ikke, at 2. holdet har fri efter kl.17:30. Det kan ARC ikke imødekomme, når vi skal planlægge og sikre en drift i to hold, der giver medarbejderne den nødvendige tid til at udføre deres arbejde arbejdsmiljømæssigt forsvarligt (bl.a. undgå forceret arbejdstempo) samt sikre tid til at el-skraldebilerne ved behov kan lade mellem de to skift.
I ARCs udspil møder 2. holdet kl. 11:15 (mødetidspunktet kan rykkes til kl. 11:45, hvis der er behov for ladetid til el-skraldebilerne). Udkastet kan ses af dette bilag. I 3F’s seneste udspil ønsker de, at 2. holdet skal møde kl.10:30.
ARC mener, at det er både normalt og legitimt, at man som medarbejder må forvente at få fri kl. 18.03, når man møder ind kl. 11.15. I de tilfælde, hvor der er behov for ladetid til bilerne, vil sluttiden være kl. 18:33. Fra ARCs side er der en åbenhed overfor, at medarbejderne kan skifte mellem holdene, hvis der er en gruppe, der ønsker dette.
Den nuværende uenighed handler alene om de renovationsmedarbejdere, der indsamler affald i København – dvs. ikke dem der indsamler affald i Tårnby og Dragør. Vi har en gældende aftale, der dækker renovationsmedarbejderne i Tårnby og Dragør. Renovationsmedarbejderne i Tårnby og Dragør arbejder ikke i toholdsskift.
Arbejdstilsynets statistik over anmeldte arbejdsulykker 2014-2019
Arbejdstilsynets statistik viser, at det højeste antal anmeldte arbejdsulykker i perioden 2014-2019 er i branchen indsamling af ikke-farligt affald. Her er ulykkesincidensen næsten fem gange højere end gennemsnittet for alle brancher. Det høje antal ulykker er årsagen til, at ARC ønsker at tage toppen af farten i arbejdsudførelsen, da et for højt arbejdstempo medfører uhensigtsmæssigt mange arbejdsskader. Ved at undgå et forceret arbejdstempo passer vi bedst muligt på vores medarbejdere, så de kan holde til et helt arbejdsliv.