Denne artikel er mere end seks mdr. gammel

***Opdatering 28. marts 2023 kl. 13.10: 3F og ARC har indgået aftale om den fremtidige arbejdstid for de københavnske renovationsmedarbejdere. Læs mere i denne pressemeddelelse.***

Renovationsmedarbejderne har her til morgen genoptaget arbejdet i København, Dragør og Tårnby efter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse siden mandag den 20. marts. Forhandlingerne om arbejdstiden for andet skiftehold er genoptaget på et møde mandag kl. 07.30.

Renovationsmedarbejderne i København, Dragør og Tårnby har mandag morgen genoptaget arbejdet efter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse siden mandag den 20. marts.

”Vi er glade for, at renovationsmedarbejderne har genoptaget arbejdet her til morgen, så københavnerne igen kan få hentet deres affald, siger Helena Hasselsteen Nielsen, chef for affaldsindsamling hos ARC, og fortsætter:

”Vi har kl. 07.30 her til morgen genoptaget dialogen med renovationsmedarbejderne om, hvordan vi bedst tilrettelægger arbejdet. I den dialog er det fortsat afgørende for ARC, at vi skal sikre renovationsmedarbejderne den fornødne tid til at udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt, så arbejdstempoet ikke forceres unødigt. Det gør vi for at passe bedst muligt på medarbejderne, så de kan holde til et helt arbejdsliv”, siger Helena Hasselsteen Nielsen.

”Det er en samfundsopgave at gøre op med den hensynsløse kultur i morgen- og eftermiddagstrafikken. Vi opfordrer alle i byen til at tage hensyn til hinanden og give plads til, at renovationsmedarbejderne kan løse deres vigtige arbejdsopgaver”, afslutter Helena Hasselsteen Nielsen.

OPDATERING 27/3-23 KL. 10.55 EFTER FORHANDLINGSMØDE MED 3F

“Vi har her til morgen haft et godt og konstruktivt forhandlingsmøde med 3F og tillidsrepræsentanterne for renovationsmedarbejderne. Mødet er foregået i god ro og orden, og parterne virker indstillet på at nå frem til en aftale om den fremtidige arbejdstid. Af respekt for forhandlingsforløbet har vi ingen yderligere kommentarer for nuværende”, siger ARCs chef for affaldsindsamling, Helena Hasselsteen Nielsen, og afslutter:

”Det er glædeligt, at affaldet igen bliver indsamlet. I lyset af det gode og konstruktive forhandlingsklima er det min forventning, at der inden for de kommende dage er ryddet helt op igen i København, Dragør og Tårnby”.

BAGGRUND

Se baggrund for og fakta om forhandlingerne om arbejdstiden for andet skiftehold efter den 1. september her. Se vores øvrige pressemeddelelser her.

Arbejdstilsynets statistik for anmeldte arbejdsulykker 2014-2019 viser, at den højeste gennemsnitlige ulykkesincidens i perioden ses i branchen indsamling af ikke-farligt affald, der ligger fem gange højere end gennemsnittet for alle brancher.