Er du på udkig efter et sæt havestole, ekstra tallerkner til weekendens fest eller måske en ny lampe over spisebordet? Så bør du køre forbi Vermlandsgade Genbrugsstation, før du fisker dankortet op af lommen. Her er nemlig en ny delezone på 500 m2 med det formål at få endnu flere københavnere til at genbruge ting og materialer i stedet for at lægge det til storskrald eller i affaldssorteringen.

Når en vare én gang er produceret, giver det absolut bedst miljø- og klimamæssig mening at bruge den igen og igen til det oprindelige formål. Dette er et lille men meget vigtigt skridt i den rigtige retning, som vi alle kan bidrage til ved at aflevere og hente alt fra møbler, byggematerialer, bøger og legetøj på genbrugsstationen – helt gratis.

Du navigerer efter to farver: Lysegrøn for genbrug og mørkegrøn for genanvendelse. Den lysegrønne delezone skal være med til at nytænke brugeroplevelsen i genbrugsstationen. Derfor er delezonen bl.a. opdelt i forskellige områder efter kategorierne Byg-selv, Møbler, Lamper, Legetøj, Bøger, Alt til Haven, Stuen og Køkken.