FAQ om nummerpladebetaling
Hvorfor har ARC indført nummerpladebetaling?
ARC er lovgivningsmæssigt pålagt at opkræve erhverv for brug af genbrugspladserne jf. forbrugeren-betaler-princippet. ARC har valgt det nye nummerpladesystem, da det sikrer et mere kostægte gebyr.
Erfaringer fra andre affaldsselskaber, som har samme system viser, at mange erhverv er glade for systemet, da opkrævningen sker automatisk og fakturaen sendes elektronisk. På fakturaen er det udspecificeret hvornår og på hvilke genbrugspladser, man har været. Dermed har man som erhverv også en dokumentation for sin affaldshåndtering, som kan bruges til tilsynsmyndigheden.
Får jeg en regning, hvis jeg låner en bil på gule nummerplader af et familiemedlem?
Hvis bilen kun er registeret til erhvervskørsel, kan du købe et dagsbevis hos SKAT. Dagsbeviset giver dig lov til at køre privat i en gulpladebil med en totalvægt på op til 3,5 ton, selvom bilen er registreret til “erhvervsmæssig godstransport” og normalt ikke må bruges til privat kørsel.
Alle kan købe et dagsbevis, hvis man har ejerens/lejerens tilladelse til at køre privat i bilen. Se mere på www.skat.dk.
Når du har købt tilladelsen hos SKAT, skal du medbringe kvitteringen, når du kommer på genbrugspladsen.
På genbrugspladsen skal du henvende dig til en af genbrugsvejlederne, som vil sikre, at din virksomhed ikke får en opkrævning for indkørslen. Dette gøres ved at fremvise kvitteringen fra SKAT.
Hvad, hvis jeg lejer en bil, som er på gule nummerplader?
Hvis du lejer en bil på gule nummerplader og kommer med privat affald, skal du henvende dig til en af genbrugsvejlederne. Ved fremvisning af billejen, vil genbrugsvejlederen sørge for, at der ikke bliver sendt en regning til dig.
Jeg har en bil på papegøjeplader – skal jeg betale for at køre ind?
Køretøjer på papegøjeplader, som ejes af en virksomhed, skal som udgangspunkt betale for indkørsel på ARCs genbrugspladser og bliver derfor automatisk registreret til betaling ved indkørsel.
Hvis du afleverer privataffald i et køretøj med papegøjeplader, skal du kontakte pladspersonalet, som sørger for, at du ikke bliver faktureret.
Jeg har en bil på hvide plader – skal jeg betale for at køre ind?
Nej, biler på hvide plader bliver ikke opkrævet automatisk. Og ifølge persondataloven bliver hvidpladebiler anonymiseret inden for 24 timer.
Men hvis du afleverer erhvervsaffald i en bil med hvide nummerplader, skal du betale ved at købe en enkeltbillet via ARCs hjemmeside.
Skal jeg også betale, hvis jeg som erhvervskunde kun afleverer noget til genbrug?
Ja, når du som erhverv kører ind på genbrugspladsen, bliver du automatisk opkrævet uafhængigt af, om du kun har erhvervsaffald med til genbrug.
Bliver jeg som erhvervskunde også opkrævet, hvis jeg benytter døgnåben genbrugsplads?
Ja, de samme regler gælder for de døgnåbne genbrugspladser. Dog er disse ubemandede, og du kan derfor ikke kontakte en genbrugsvejleder.
Hvis du har en gulpladebil og har købt et dagsbevis fra SKAT, skal du skrive til ARC via ARCs hjemmeside, og vi vil sørge for, at din virksomhed ikke får en opkrævning for indkørslen.
Må jeg aflevere erhvervsaffald som gående eller cyklist?
Ja, det må du gerne. Du skal dog købe en enkeltbillet via ARCs hjemmeside.
Jeg havde brug for at køre ud og ind en ekstra gang, bliver jeg så opkrævet dobbelt?
Hvis du kører ind igen inden for 1 time fra din første indkørsel, vil du kun få én opkrævning.
Hvis jeg er kørt ind på genbrugspladsen, men fortryder og ikke vil aflevere mit erhvervsaffald alligevel – bliver jeg da opkrævet?
Ja, medmindre du henvender dig til en genbrugsvejleder, der kan sørge for, at du ikke bliver faktureret for dette besøg.
Kan jeg få en kvittering på pladsen?
Nej, genbrugspladsen kan desværre ikke udstede kvitteringer. Men på den månedlige opkrævning fra ARC vil der være oversigt over, hvilke tidspunkter og genbrugspladser, som dine erhvervsbiler har været på.
Kan jeg betale kontant ved udkørsel?
Nej, ARC sender opkrævningen til din virksomheds e-boks én gang hver måned.
Hvordan har I fundet ud af, hvad det skal koste?
Det er den udgift, som vi har til at behandle affaldet på den miljømæssigt set bedste måde. Beløbet dækker både behandling, transport og drift af genbrugspladsen.
Skal jeg både betale til jer og til kommunen for at komme ind på genbrugspladsen?
Du skal betale til ARC for at aflevere erhvervsaffald på genbrugspladsen.
Jeg synes, at det er alt for dyrt for at komme ind på genbrugspladsen – kan jeg undgå at betale?
Dette er et tilbud til dig som virksomhed. Er du erhvervskunde på en af ARCs genbrugspladser skal du betale for hver gang, du afleverer erhvervsaffald.
Miljøministeren har besluttet, at det ikke er en tvungen ordning. Derfor kan du vælge et andet sted at aflevere dit affald, når blot stedet er godkendt til at håndtere dit affald.