Denne artikel er mere end 6 måneder gammel.
Mandag var der fornemt besøg på Amager Bakke, da USA’s udenrigsminister Antony Blinkens særlige repræsentant for Europa lagde vejen forbi til møde med udvalgte danske klimaledere.
Toppen af danske grønne virksomhedsledere mødtes mandag med USA’s udenrigsminister Antony Blinkens særlige repræsentant for Europa, Philip T. Reeker, til møde om klima og grøn omstilling.
Det er ikke nogen tilfældighed, at netop Amager Bakke lagde lokaler til topmødet, da ARC er længst fremme i Danmark med sit CO2-fangstprojekt. Målet er, at ARC fanger 500.000 tons CO2/år fra 2025. ARC er også spydspids for et bredere samarbejde (C4 – Carbon Capture Cluster Copenhagen) om CO2-fangst i hovedstaden, hvor potentialet er omkring 3 mio. ton om året. Projektet og muligheden for at realisere visionen om København som verdens første CO2-neutrale hovedstad vækker interesse på den anden side af Atlanten.
”Det er gode nyheder, at USA nu for alvor stempler målrettet, aktivt og positivt og ind klimakampen. Det kommer til at have en afgørende betydning på globalt plan. Vi er glade for at være med helt i front hos ARC blandt de udvalgte klimaledere, som skal tale løsninger på klimakrisen med amerikanerne. Her er CO2-fangst et nødvendigt og væsentligt værktøj i klimaværktøjskassen”, udtaler Jacob H. Simonsen, der som direktør hos ARC var vært for besøget, og fortsætter:
”I præsident Joe Bidens American Jobs Plan er ambitionen at lave ti CO2-fangstprojekter på amerikansk grund i de kommende år. Derfor er det også oplagt med en styrket dialog på tværs af Atlanten.”
Amerikansk interesse for dansk CO2-fangstfællesskab
ARC er ved at opbygge afgørende viden om CO2-fangst, og idriftsætter inden for de kommende uger et pilotanlæg til CO2-fangst. Erfaringerne vil ARC dele bredt, og de kan naturligvis også komme USA til gode.
Den transatlantiske dialog fortsætter, når den amerikanske ambassade i København og CO2-fangstfælleskabet C4 inden for de kommende uger inviterer til et virtuelt højniveauevent om CO2-fangst.
”Jeg ser meget frem til den fortsatte dialog med amerikanerne om CO2-fangst. Det er et af mange nødvendige værktøjer, hvis vi skal indfri de ambitiøse klimamål”, afslutter Jacob H. Simonsen.
Yderligere information
- Mere information om ARCs CO2-fangstprojekt fremgår her og i denne korte explainer.
- Mere information om C4-fællesskabet findes her.
- Mere information om American Jobs Plan findes her.
- Disse virksomheder deltog ved mødet: Ørsted (CEO Mads Nipper), Vestas (CEO Henrik Andersen), Haldor Topsøe (CEO Roeland Baan), Novo Nordisk Fonden (Senior Vice President Lene Oddershede), Ocean Rainforest (CEO Olavur Gregersen), BIG (CEO Bjarke Ingels) og ARC (CEO Jacob H. Simonsen).