Tømning af centralstøvsugeranlægget

1 Gyldighed (ARC Affaldsenergi A/S)

Denne instruktion er gældende for alle personer, som skal udføre arbejder med tømning af
centralstøvsugeranlægget. Dette arbejde udføres i området centralstøvsugerrum på kote +3 (ID:17).

2 Særlige risici

Risici ved tømning af centralstøvsugeranlægget kan være følgende:

  • At blive eksponeret for inhalérbart udefineret støv
  • Tunge løft og dårlige arbejdsstillinger

Risiko for eksplosiv atmosfære, når der bliver åbnet ind til det lukkede system (EX).

3 Personlige værnemidler

Ved opstart af denne opgave skal alle personer i rummet anvende følgende yderligere værnemidler;

Åndedrætsværn med P2 filter
Tætsluttende ansigtsmaske, der beskytter mod luftindtrængning. Et ”kaffefilter” kan ikke anbefales. Friskluftforsynet ansigtsmaske vil være at foretrække, men anses ikke for bydende nødvendig.

Støvtæt overtræksdragt med hætte, klasse S5
Dragter er denne type er ofte hvide, og går deraf under navnet ”snemandsdragt”.

Støvtætte nitrilhandsker
Man kan enten bruge kraftige nitrilhandsker (min. 0,4 mm), som man kan arbejde med direkte, eller et par tynde handsker under en almindelig arbejdshandske.
Arbejdshandsken skal iføres, grundet den fysiske påvirkning ved fjernelse af tilstoppede ventiler eller rengøring af overflader.

4 Særlige forhold

Det skal til alle tider forsøges at holde støvniveauet omkring anlægget så lavt så muligt grundet risikoen for potentielt eksplosiv atmosfære (EX). Derfor er det bl.a. vigtigt at sikre, at tømningen sker ved første alarm, og ikke efter siloen er blevet overfyldt.

Ved åbning til og arbejde i lukket system (EX), må der under ingen omstændigheder benyttes materialer, der ikke sikrer mod statisk elektricitet. Stål o.l. er derfor bandlyst, og der skal udelukkende benyttes plast- eller teflonmaterialer.

5 Arbejdsinstruktion

Arbejdet udføres efter behov, typisk på forespørgsel fra driftspersonalet, da anlægget giver alarm, når det skal tømmes. Ved alarm stopper drift af centralsugeranlægget automatisk.

Der er to afkast og dermed støv-beholdere tilknyttet anlægget, som begge skal tømmes. De er placeret i centralstøvsugerrummet (ID:17) på kote +3.

  • Den ene beholder er en bigbag, som er fastmonteret med spændestrop på afkastet under anlæggets silo. Big bag’en er placeret på en palle, så den let kan fjernes med palleløfter ved tømning. Dette mindsker løft og risiko for støvspredning i området. Stroppen løsnes, hvorefter bigbag’en let kan køres væk, og en tom bigbag kan fastmonteres.
  • Den anden støvbeholder er en fastmonteret spand. For at tømme spanden, skal de låste spænder løsnes, og støvet tømmes manuelt ned i en plastiksæk. Denne spand vurderes til at veje ca. 10 – 15 kg, når den er fyldt.
  • Disse sække (plastiksæk og bigbag) køres ud af rummet, og placeres i den til formålet opstillede container.
  • Når begge beholdere er tømt, og sækkene er kørt ud i containeren, skal rummet rengøres ved støvsugning gulv og alle støvede overflader. Her anvendes centralstøvsugeren monteret i rummet.
  • Når sækkene/bigbags skal tømmes, bliver de afhentet af SMOKA. De tømte bigbags leveres tilbage. Tomme paller og bigbags placeres i pallereolen, som er placeret i centralstøvsugeranlægsrummet.