Denne artikel er mere end seks mdr. gammel
Efter en succesfuld testperiode med delezonen på Vermlandsgade, skal erfaringerne bruges, når Københavns kommune i samarbejde med ARC inden for det kommende år åbner og driver flere delezoner på hovedstadens genbrugsstationer.
I efteråret 2021 åbnede Københavns Kommune den første delezone på Vermlandsgade Genbrugsstation. En delezone hvor et 500m2 afgrænset område på pladsen er afsat til, at borgerne kvit og frit kan bytte, aflevere og tage brugte ting.
Ambitionen var naturligvis at få endnu mere direkte genbrug, og efter godt et års testperiode er konklusionen klar, fortæller genbrugschef Kasper Dibbern:
”Det er en stor succes.”
Og den konklusion understøttes af tallene fra det første år med delezonen.
En statusrapport fra efteråret 2022 viser blandt andet, at der på et år er indsamlet 626 ton brugte ting og sager i delezonen, og at 90 procent af de indsamlede ting er blevet afsat til genbrug, og dermed har fået nyt liv.
”Vi havde godt nok et håb om at indsamle 700 ton men til gengæld ’blot’ afsætte 80 procent til genbrug, så jeg vil sige, at vi samlet set er lykkedes ret godt,” konkluderer genbrugschefen.
Flere på vej
Og succesen med delezonen på Vermlandsgade betyder, at samme koncept rulles ud på de øvrige store genbrugspladser i København i løbet af det kommende års tid.
”Ja, Borgervænget og Bispeengen får delezoner inden for de kommende måneder og Kulbanevej inden starten af 2024. Se ARCs genbrugspladser her
Og så er Kasper Dibbern ikke i tvivl om, at det kun er begyndelsen. Snart vil delezoner poppe op på mange af landets øvrige genbrugspladser, præcis som det i ARC’s bestyrelse er besluttet at få delezoner ud på alle pladser.
”Det er den vej, det går. Det er der ingen tvivl om. Vi ønsker alle at løfte ting højere op i affaldshierakiet, og der er København bare fantastisk som foregangskommune. På Vermlandsgade har vi haft besøg af stort set alle kommuner fra Sjælland, som skeler til vores delezone.”