Lige nu forhandler kommuner og producenter om det nye producentansvar på batterier. Resultatet kan få vidtrækkende konsekvenser for borgernes mulighed for at aflevere deres brugte batterier – og for miljøet. Sådan skriver direktør, Jacob Hartvig Simonsen i CleanTechWatch
I årevis har kampagner lært os, at batterier er farligt affald og aldrig må smides i skraldespanden. Som Bodil Jørgensen så smukt udtrykker det: “Skal du fucke med mit grundvand, Claes?”
Og derfor har kommunerne indrettet en række ordninger, der gør det nemt for borgerne at gøre det rigtige. Små batteribeholdere er sat op på strategiske steder i byerne, så brugte batterier kan afleveres tæt på, hvor folk bor og færdes. Samtidig har mange borgere modtaget en rød kasse til farligt affald, hvor batterier naturligt hører til.
Disse ordninger koster penge at etablere og drive – men de virker. De gør det enkelt at sortere korrekt, og de betyder, at vi i dag indsamler store mængder batterier, som ellers risikerede at ende i restaffaldet. Men med det nye producentansvar risikerer vi at rulle det hele tilbage.
Producenterne vil betale for lidt
Producentansvaret bygger ellers på et enkelt og rimeligt princip: Den, der sætter et produkt på markedet, skal betale for indsamlingen, når det bliver til affald. På den måde bliver prisen på et batteri koblet sammen med det ansvar, der følger med.
I de aktuelle forhandlinger står producenterne dog stejlt. De vil kun betale en del af de reelle udgifter. Hvis det for eksempel koster kommunerne 10 kroner at indsamle et kilo batterier, vil producenterne kun betale seks. Resten hverken må – eller kan – vi dække.
Konsekvensen er klar: Serviceniveauet må sænkes. Og det betyder færre muligheder for borgerne for at aflevere deres brugte batterier, selv om vi ved, at tilgængelige ordninger er afgørende for høj indsamling.
Beholdere og røde kasser under pres
I praksis betyder det, at de mange små batteribeholdere, som står rundt omkring i byerne, risikerer at blive fjernet. Det er ellers netop dér, de fleste borgere afleverer deres brugte batterier – i ARCs område kommer hovedparten af de indsamlede batterier den vej.
Men hvis producenterne ikke vil betale de udgifter, vi kan dokumentere, vi har til at have en mand i en bil til at køre rundt og tømme og servicere beholderne, så forsvinder grundlaget for ordningen.
Og helt grotesk bliver det, når det gælder de røde kasser til farligt affald. I 2021 besluttede Folketinget, at der skulle indsamles ti typer affald – herunder farligt affald, blandt andet batterier. Derfor har mange borgere nu en rød kasse stående til netop dette formål.
Alligevel ender vi i den absurde situation, at vi skal til at bede borgerne om ikke at lægge deres brugte batterier i de røde kasser. Vi prøver lige igen: Vi skal indsamle alt farligt affald – bare ikke batterier. Og det alene fordi producenterne ikke vil betale.
Når det ikke kan lykkes at få økonomien til at hænge sammen i en befolkningstæt by som København, kan det ikke lykkes noget sted i Danmark.
Risikoen er tilbagefald
Når de små beholdere og de røde kasser ikke længere kan bruges, bliver det mere besværligt at aflevere batterier. Og al erfaring viser, at jo sværere vi gør sorteringen, jo mindre bliver der sorteret. Så ender batterierne i restaffaldet, hvor de ikke gør nytte. Ressourcerne – dyrebare metaller og sjældne jordarter – går tabt.
Det er alt andet end cirkulært og helt i modstrid med intentionerne bag producentansvaret. Vi risikerer at smide årtiers indsats på gulvet og rulle en af de mest velfungerende sorteringsordninger tilbage.
Forureneren skal betale
Producentansvaret bygger på et enkelt princip: Forureneren betaler. Og ja, det betyder, at batterier bliver dyrere. Men det er meningen. Prisen skal afspejle det ansvar, der følger med at sætte produkter på markedet.
Man kan ikke få det hele for det halve. Hvis vi ikke vil fucke med vores grundvand – og undergrave borgernes tillid til affaldssystemet – må producenterne tage det fulde ansvar og betale regningen.