Denne artikel er mere end 6 måneder gammel.
I oktober 2021sendte ARC og sprængningseksperter en 150 meter høj gammel skorsten til jorden.
Søndag morgen 31. oktober 2021 forsvandt det sidste synlige bevis på det tidligere Amagerforbrænding, da det gamle energianlægs 150 meter høje skorsten blev nedlagt ved en kontrolleret sprængning.
Sprængningen har været forberedt i månedsvis og var koordineret med både politi og andre relevante myndigheder.
”Det har krævet omfattende forberedelser og beregninger at sikre, at skorstenen faldt i den rigtige retning og ikke skadede de nærliggende bygninger”, fortæller projektleder ved sprængningen Per Brask.
Samtidig har det været vigtigt at holde tidspunktet for sprængningen hemmelig, så folk ikke samledes i nærheden.
Skorstenen bliver genanvendt
Amagerforbrænding, som nu definitivt ikke længere eksisterer, blev indviet i 1970, og har gennem årene håndteret ikke-genanvendeligt affald fra hovedstadens borgere og forsørget selvsamme med el og varme.
I 2017 overtog Amager Bakke den opgave, hvilket blandt andet har medført bedre arbejdsmiljø, højere energiproduktion og renere luft.
Men selvom Amagerforbrænding og skorsten nu er historie, lever dele af den gamle skorsten videre. Næste skridt bliver nemlig at neddele betonen, som så bliver genanvendt til nye byggerier i hovedstaden.
”Det er jo en smuk tanke, at skorstenen efter nedrivningen kan genanvendes og indgå i et cirkulært kredsløb. På den måde sikrer vi den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne,” siger projektlederen.
Fakta om skorstenen:
- Højde: 151 meter over havets overflade (eller 149 meter over jorden)
- Estimeret vægt: 2.500 tons
- Indvendig elevator hele vejen op og en fantastisk udsigt fra toppen
- 14 meter i diameter i bunden – 5,5 meter i toppen
For yderligere info kontakt:
Sune Martin Scheibye, pressechef ARC, 2460 0222