Alt kan sorteres
Hos ARC siger vi også farvel til småt brændbart
Mindre forbrænding og mere genbrug
Der gemmer sig mange gode ressourcer i genbrugspladsernes container til “småt brændbart”. Faktisk kan cirka 40% af containerens indhold sorteres til genbrug. Derfor er det på tide at sige farvel til “småt brændbart”.
Fra 25. august 2020 vil du på Vermlandsgade Genbrugsstation opleve, at der ikke længere er nogen container til “småt brændbart”. I stedet har vi flyttet lidt rundt på containerne og opstillet sorteringsborde, for at gøre det nemmere for dig at sortere det sidste affald. Hvis der herefter er noget tilbage, som ikke kan genanvendes, har vi opstillet en ny container til “rest efter sortering”, ligesom på Sydhavn Genbrugscenter.
Målet er at “småt brændbart” udfases på alle ARCs genbrugspladser.
Alt kan sorteres – og miljøet vil elske dig for det
Brug et par minutter længere på at hjælpe os med at få det sidste sorteret ud. Eksempelvis ved at tømme ringbindet for papirer eller gå i byttecenteret med gode ting, der kan bruges igen.
FØLG DE GRØNNE FODSPOR TIL BYTTECENTERET MED TING, DER ER FOR GODE TIL AT SMIDE UD.

FAQ
Der gemmer sig mange gode ressourcer i genbrugspladsernes container til “småt brændbart”. En undersøgelse viste, at op mod 40% af containerens indhold kunne have været sorteret ud til genbrug eller genanvendelse. Derfor er det på tide at sige farvel til “småt brændbart”.
Det meste af det affald, ARC modtager på genbrugspladsen, er sorteret godt. Noget sendes til direkte genbrug, mens størstedelen oparbejdes og genanvendes til nye produkter. En mindre del af affaldet går til miljømæssig specialebehandling, deponering eller forbrænding.
Det ARCs ambition, at en bedre sorteringsindsats vil resultere i endnu mere genbrug og genanvendelse. Ved at undgå at producere nyt spares ressourcer, og der spares CO2 ved ikke at skulle brænde affaldet. Det er godt for miljøet.
ARC forventer, at udfasningen af “småt brændbart” vil resultere i en årlig reduktion af affald til forbrænding på omkring 2.300 tons (- ca. 1.800 tons vil i stedet gå til genanvendelse og 500 tons til genbrug). Derved spares der knapt 1 mio. kr. i behandlingsomkostninger og udledes ca. 7.200 tons mindre CO2 årligt.
Vi forventer, at du sorterer dit affald så godt som muligt hjemmefra. Når du ankommer på genbrugspladsen, står vi klar til at hjælpe, hvis der er noget, som du er i tvivl om. Der er opsat et sorteringsbord, som du kan bruge.
Har du ting, som kan genbruges, skal det afleveres til genbrug. Herudover er det især pap, papir, træ, tøj, plastik og elektronik som vi vil have fokus på at få sorteret fra, så det kan genanvendes. Når vi gør os umage og bruger de mere end 35 forskellige sorteringsmuligheder på genbrugspladsen, vil der kun være en mindre del af affaldet, som ikke kan genbruges eller genanvendes. Til det har vi opsat en ny container: “Rest efter sortering”.
- Sammensatte materialer som f.eks. ringbind uden indhold, linoleumsgulve og VHS-bånd uden plastomslag
- Beskidt plast, papir og pap
- Vådt tøj
- Tagpap, troldtekt, skumgummi, gulvtæpper og cykelslanger
- Ukrudt som Bjørneklo og Japansk pileurt (afleveres i klare, lukkede sække)
- Materialer og ting der kan genbruges
- Materialer der kan genanvendes
- Farligt affald og elektronikaffald
- Dagrenovation herunder let fordærveligt affald og husdyraffald
Når du afleverer affald, fx plast eller metal, til genanvendelse på genbrugspladsen, skal det være tømt og fri for madrester. Du kan dermed fx ikke aflevere ketchup- eller remouladebøtter, medmindre de er fri for madindholdet. En god tommelfinger regel er, at hvis du skyller dit affald med koldt vand uden sæbe, så kan det stadig miljømæssigt betale sig at genanvende det.
ARC arbejder kontinuerligt på at udnytte ressourcerne optimalt i det affald, som vi håndterer. Affaldsenergianlægget skal derfor bruges til det forbrændingsegnede affald, mens affald, der kan genbruges eller genanvendes, skal sorteres fra. Derfor ønsker ARC at forbedre sorteringen på genbrugspladserne, så ressourcerne udnyttes bedst muligt