Om Amager Bakke
Fakta om Amager Bakke
Ambitionerne var tårnhøje allerede i planlægningsfasen. Det nye anlæg skulle være det reneste og mest energieffektive affaldsenergianlæg i hele verden. Anlægget skulle – ligesom forgængeren – producere el og varme af affald og gøre det så effektivt og rent som overhoved muligt.
Men ikke nok med det.
I stedet for at bygge en klassisk industribygning – en firkantet betonklods – skulle det nye anlæg i sin udformning bidrage positivt til byen, blive en del af byen, ja, sågar et vartegn for hovedstaden var ambitionen. Og fordi København – ligesom resten af verdens storbyer – vokser i indbyggertal, skulle tagfladen udnyttes til rekreative formål og gøres tilgængelig for offentligheden.
Med blandt andet det opdrag udskrev man i 2010 en arkitektkonkurrence, og ud af 36 bud fra arkitektvirksomheder over hele verden, blev seks prækvalificeret og vinderen, BIG – Bjarke Ingels Group, blev med deres bud, Amager Bakke, kåret i januar 2011.
I marts 2013 blev første spadestik taget, i maj 2017 begyndte energiproduktionen, og i oktober samme år rykkede medarbejderne ind.
I oktober 2019 stod Amager Bakke færdigt og tager i dag mod gæster og besøgende fra hovedstaden og hele verden.
- Amager Bakke har en affaldssilo med en kapacitet på ca. 22.000 tons svarende til ca. 3 ugers leverance af affald
- Over 99% af al energien i affaldet frigives under forbrændingen
- Luft, som er nødvendig for forbrændingsprocessen, suges fra affaldssiloen, så der ikke slipper lugt ud til omgivelserne
- Amager Bakke producerer ved normal drift 2,7 MWh fjernvarme og 0,8 MWh elektricitet for hvert ton affald, der behandles. I 2022 dækkede energiproduktionen 90.000 husstandes elforbrug (265 GWh) og 80.000 lejligheders varmeforbrug (1.197 GWh).
- Amager Bakke har fleksibelt design, så produktionen kan tilpasses det aktuelle fjernvarmebehov i København
- Amager Bakke er som det første forbrændingsanlæg i Danmark udrustet med katalysator for NOx-rensning (såkaldt SCR-system), der sikrer ultralave værdier i forhold til øvrige danske anlæg
- Miljøet skånes, ved at Amager Bakke har et af verdens mest effektive røggasrensningsanlæg, bl.a. med over 95% rensning for NOx, to uafhængige systemer for dioxinrensning og flere trin for rensning for HCl og SO2
- Amager Bakke er etableret med en skibakke på cirka 370 meter med en faldhøjde på 75 meter. Skibakken består af fire piste udlagt i sværhedsgrader. To grønne (15% og 18% hældning), en grøn/blå (15-23% hældning) og en sort/rød (23-45% hældning). Pistene er designet med hjælp fra MountainWorks, Colorado, og David Ny (Sverige)
- Der er tre tæppelifte (”magic carpets”) og en tallerkenlift, som transporterer skiløbere til toppen
- Der er mulighed for 670 meter trappeløb og at løbe- og vandrestierne på bakken inspireret af et norsk/svensk fjeld
- Tagterrassen og caféen befinder sig i 75 meters højde
- Udkigspunktet ligger 82 meter oppe og med byens bedste udsigt
- Amager Bakke har verdens højeste klatrevæg på hele 80 meter. Delt op i fire pitches, med klatreruter fra 5a (nem) til 8a (virkelig svær).