I/S ARCs (ARC) fem kommunale ejere har netop udpeget en ny bestyrelse for det fælleskommunale selskab, der skal sætte retningen for affaldshåndteringen i hovedstadsområdet de næste fire år. Bestyrelsen består af seks kommunalpolitikere fra ARCs ejerkommuner samt en medarbejdervalgt observatør. 

”Vi producerer alle sammen affald hver dag. Det gør affaldshåndtering til en helt central samfundsopgave, og ARCs arbejde med at sikre effektiv indsamling af affald og mest mulig genbrug og genanvendelse i hovedstadsområdet kan mærkes af os alle”, siger ARCs nyvalgte bestyrelsesforperson Astrid Aller (F), og fortsætter: 

”Som bestyrelse skal vi sikre, at ARC fortsætter med at levere god affaldsservice til borgere og virksomheder, samt genbrug og genanvendelse af hensyn til klima og miljø. Der er masser at tage fat på. Et særligt fokus bliver sorteringsanlægget til restaffald, hvor genanvendeligt affald skal udsorteres fra restaffaldet. Det bliver et supplement til husstandssorteringen og et vigtigt værktøj til at øge genanvendelsen i Frederiksberg, København og Tårnby”. 

ARC står stærkt i et forandret marked 

Affaldssektoren har gennemgået store forandringer de seneste år, ikke mindst med liberaliseringen af affaldsenergien.  

“ARC har vist, at virksomheden kan tilpasse sig et marked og et miljø i forandring. Jeg ser frem til samarbejdet med bestyrelsen om at fastholde et stærkt fundament, så ARC fortsat står robust og kan levere relevante affaldsløsninger i hovedstadsområdet”, afslutter Astrid Aller. 

De nye medlemmer af ARCs bestyrelse er: 

  • Astrid Aller (F), København, forperson 
  • Allan S. Andersen (A), Tårnby, næstforperson 
  • Sine Heltberg (A), Frederiksberg, næstforperson 
  • Kenneth Gøtterup (C), Dragør 
  • Rasmus Steenberger (F), København 
  • Tina Cartey Hansen (C), Hvidovre 
  • Alex Flemming Nielsen, medarbejderobservatør 

Affaldsenergianlægget Amager Bakke drives i et selvstændigt kommercielt selskab; ARC Affaldsenergi A/S, hvor bestyrelsen suppleres med de to uafhængige bestyrelsesmedlemmer Carsten Krogsgaard Thomsen (bestyrelsesformand) og Bjarne Winge. 

Yderligere kontakt: 

Eventuelle henvendelser er velkomne og kan rettes til pressechef Sune Martin Scheibye, 2460 0222, sus@a-r-c.dk