Denne artikel er mere end seks mdr. gammel
Efter Mette Reismann(S) blev valgt til Folketinget, har Marcus Vesterager(S) overtaget posten som bestyrelsesformand hos ARC. Og prioriteringen er klar: CO2-fangst skal lykkes.
Ved folketingsvalget i november 2022 blev ARCs daværende bestyrelsesformand, Mette Reissmann(S), valgt, hvorfor partifælle Marcus Vesterager nu har overtaget pladsen for bordenden.
Den nye formand er allerede klar med sin prioriteringsliste og peger på tre konkrete områder, hvor ARC de kommende år særligt skal sætte ind i forhold til den grønne omstilling.
”Vi skal se på, hvad vi gør med det affald, som vi producerer. Affald skal være en ressource, som vi kan bruge bedre gennem mere genbrug og genanvendelse. Derudover skal vi blive bedre til at mindske mængden af affald, som ikke kan genbruges eller genanvendes. Det er ARC med til på genbrugspladserne, hvor der er byttecentraler, og hvor der kommer flere delezoner i de kommende måneder”.
Målet er at gøre CO2-fangst til virkelighed
Men ARCs uden sammenligning største bidrag til den grønne omstilling kommer fra CO2-fangst, hvor der er mulighed for at fange op til 500.000 tons CO2 pr. år.
Marcus Vesterager mener, at den største barriere for at komme i mål med projektet er den usikkerhed, der ligger på affaldsområdet, som inden for et par år skal liberaliseres.
”Der er behov for at have en sikker fremtid, så man kan lave investeringer, der kan sikre den grønne omstilling. Min personlige holdning er, at staten godt kunne have gjort mere for at støtte ARCs CO2-fangstprojekt. Det er et så vigtigt tiltag, fordi vi får brug for teknologien mange andre steder end hos ARC. Jeg kunne godt ønske, at der kommer mere støtte fra nationalt hold, og det kan jeg i den kommende periode arbejde for ved at bruge mine kontakter,” siger den nytiltrådte formand og slår fast:
”CO2-fangst skal lykkes på en eller anden måde. Og det ville være stort, hvis det kan løses, mens jeg sidder som formand.”
Blå bog
Marcus Vesterager er 31 år, uddannet arkitekt og arbejder som planlægger med byplanlægning i Ringsted Kommune.
Den politiske bane startede i studenterorganisationen Frit Forum, hvor han var formand i hovedstaden fra 2015-2018, hvorefter han blev valgt til borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet.