Denne artikel er mere end 6 måneder gammel, og indholdet kan derfor være forældet.
ARC arbejder målrettet og seriøst på at etablere et fuldskala CO2-fangstanlæg. Et krav i Energistyrelsens udbud kan ikke opfyldes af ARC. ARC vurderer derudover, at vinderen af puljemidlerne skal stå på mål for hele værdikædens store og komplekse kommercielle risiko – en risiko ARC som offentligt selskab ikke kan påtage sig. ARC arbejder videre på at finde en anden vej til at etablere fuldskala CO2-fangst.
ARC har med pilotanlægget til CO2-fangst vist, at det kan lade sig gøre at fange CO2 fra røggassen på Amager Bakke, og at energiforbruget til CO2-fangst kan reduceres med op til 30%. Og i 2023 installerer vi et demonstrationsanlæg, som kan fange op til 4 ton CO2/døgn for at blive endnu klogere på teknologien. Det store mål er at kunne fange op til 500.000 tons CO2/år.
Fristen for at søge om prækvalifikation til de godt 8 mia. kr. fra den statslige CCS-pulje til Danmarks første CO2-fangstprojekt i fuldskala er i dag. ARC har efter moden overvejelse besluttet ikke at søge.
Det skyldes bl.a., at Energistyrelsen stiller et krav til en soliditetsgrad på min. 20%, som ARC formelt ikke kan opfylde. ARC ville derfor blive fravalgt allerede i prækvalifikationen.
”Det betyder i praksis, at ARC ikke er med blandt de danske CO2-fangstprojekter, som skal konkurrere om de godt 8 mia. kr. til Danmarks første fuldskala CO2-fangstprojekt. Det er vi naturligvis ærgerlige over. Vores ambition om at etablere fuldskala CO2-fangst på ARC er intakt. Vi skal nu finde en anden vej til målet, og det arbejde er vi gået i gang med”, siger ARC-direktør Jacob H. Simonsen.
Høj risikoprofil
Muligheden for at opnå støtte fra den danske CO2-fangstpulje har naturligvis været interessant for ARCs målsætning om at kunne fange CO2 i fuld skala.
Energistyrelsens støttepulje er efter ARCs opfattelse forståeligt nok blevet designet til at kunne levere på de nationale politiske målsætninger. Her er et voldsomt tidspres et afgørende element, der vanskeliggør kommunale virksomheders deltagelse. Virksomheder som ARC er omfattet af en række krav om offentlige udbud, der gør det nærmest umuligt at nå de opstillede tidsterminer i ansøgningsprocessen.
Derudover fastlægger Energistyrelsens udbudsmodel, at det er fangstoperatøren (f.eks. ARC), der bliver tildelt støtten. Samtidig er det så også fangstoperatøren, der via aftaler/kontrakter skal afdække alle risici i hele værdikæden (midlertidig lagring på land, skibstransport, lagring i f.eks. Nordsøen). Støttemodtageren skal således være villig til at stå på mål for en meget stor og kompleks kommerciel risiko – også for andre end deres eget selskab. En risiko der i et umodent marked med ekstremt mange tekniske og regulatoriske usikkerheder virker uacceptabel for et offentligt selskab.
Intakt vision
ARC ser fortsat CO2-fangst som en integreret del af et affaldsenergianlæg i fremtiden. Det bliver ”license to operate” at have helt styr på udledningen af CO2.
”ARCs mål om at fange CO2 i fuld skala er uforandret. Vi skal finde vejen til at etablere et fuldskala CO2-fangstanlæg. Vi har et godt arbejde i gang, hvor vi i 2023 idriftsætter et demonstrationsanlæg, som vi skal bruge i det videre arbejde. Vi har nu i et par måneder arbejdet med en plan B for, hvordan og hvornår vi kan nå i mål med at fange CO2 i fuld skala. Samtidig ønsker vi de prækvalificerede tillykke og held og lykke med det videre arbejde. ARC håber naturligvis på, at den værdikæde der vil blive etableret med de mange danske støttekroner på sigt også kan blive til gavn for andre, der har ambitioner om at fange CO2”, afslutter Jacob H. Simonsen.