Næsten 90 % af hovedstadens renovationsarbejdere har oplevet vejvrede på arbejdet det seneste år.
En ny undersøgelse viser, at vejvrede ikke kun er et trafikproblem, men også et arbejdsmiljøproblem
med store konsekvenser for medarbejdernes trivsel.
I modsætning til kontorarbejde, hvor man sjældent skal forholde sig til at blive spyttet efter eller truet, er det virkeligheden for mange renovationsarbejdere i København. Hele 87 procent af de adspurgte i en nylig Megafonundersøgelse foretaget for ARC og Københavns Kommune fortæller, at de inden for det seneste år er blevet udsat for vejvrede – altså, skældsord, trusler eller direkte fysiske angreb – fordi de passer deres arbejde.
”Det kan for eksempel være, at vi bliver svinet til, dyttet ad eller får fingeren, når vi holder i gaden for at
tømme byens skraldespande,” fortæller Jan, der har arbejdet som renovationsarbejder i København i mere end 20 år.
Mere respekt
Derfor sætter ARC og Københavns Kommune nu gang i en kampagne, der skal gøre opmærksom på
problemet og sigter mod at skabe større respekt for renovationsarbejderne og deres vigtige arbejde.
”Det her er voldsomme tal. Forestil dig at møde ind til dit hæve-sænkebord, og at du så bliver spyttet på, råbt ad eller givet fingeren. Det er helt uacceptabelt. Lad venligst være med at svine mine gode og dygtige medarbejdere til – de løser en vigtig og nødvendig opgave for os alle sammen. Lad os alle tage ansvar for at ændre adfærd i trafikken,” siger Jacob H. Simonsen, direktør for ARC, der er ansvarlig for
affaldsindsamlingen i hovedstaden.
Og så har det betydning for arbejdsglæden. Hele 60 procent af de adspurgte i undersøgelsen peger på, at den vejvrede, de bliver mødt med, går ud over deres trivsel på jobbet.
”Vi skal huske den gode tone. Også når vi bliver frustrerede, hvis vi er på vej på arbejde om morgenen i
København og holder bag en skraldebil. Skraldefolkene gør et vigtigt stykke arbejde, og ingen skal møde skældsord eller angreb, når de går på arbejde. Det er simpelthen ikke okay,” siger Line Barfoed, der er teknik- og miljøborgsmester i Københavns Kommune.
3F, der organiserer flere af renovationsarbejderne, glæder sig over, at der bliver sat fokus på et stort problem hos deres medlemmer:
”I 3F Transport ser vi med stor alvor på den udvikling vi ser hvor skraldemænd udsættes for vejvrede. Det er fuldstændig uacceptabelt, at mennesker, der går på arbejde, udsættes for chikane eller verbale overfald,” siger arbejdsmiljøkonsulent i 3F Transport, Benny Nymark.
”3F transport støtter derfor kampagnen, som nu sættes i gang, og vil sammen med branchen undersøge, om vi kan lave kampagner eller lignende der understøtter denne kampagne,” afslutter han.
Håb for fremtiden
Jan afslutter med et håb om, at kampagnen kan få folk til at tænke sig om:
”Det løser ikke hele problemet, men hvis det kan få én person til at stoppe op, inden de råber eller dytter, så har vi allerede gjort en forskel”.
Fakta om undersøgelsen:
- 87 % af renovationsmedarbejderne har oplevet vejvrede på arbejdet det seneste år
- Blandt disse
o 88 % har været dyttet af vrede bilister
o 82 % har oplevet ukvemsord og råb
o 60 % mener, at vejvrede mindsker deres arbejdsglæde
o 21 % har været udsat for spyt, 17 % for skub, og 7 % for slag