Denne artikel er mere end seks mdr. gammel

Netop nu er lovforslaget til en konkurrencemodel for affaldsenergi i Danmark i offentlig høring.

Den politiske aftale, der ligger bag lovforslaget, blev i 2020 præsenteret som en klimaplan, men lovforslaget er stort set strippet for klimaambitioner, og affaldsselskabernes fokus vil i de kommende år i være rettet mod bl.a. åbningsbalancer og skatteoptimering i stedet for klima og cirkulær økonomi. Det går imod sund fornuft og kommer til at koste dyrt for både kommuner og klima. Hockeystaven er ved at blive unødvendigt lang og dyr, advarer ARCs samlede bestyrelse.

Affaldsenergien skal liberaliseres. Det har ligget fast, siden et bredt flertal i Folketinget indgik aftale om en klimaplan for en grøn affaldssektor i sommeren 2020. Og nu er lovgivningen sendt i høring. 

Loven er desværre strippet for klimaambitioner, og de potentielle CO2-besparelser er decimeret. Affaldsselskabernes fokus vil i de kommende år være rettet mod blandt andet åbningsbalancer og skatteoptimering i stedet for klima og cirkulær økonomi. 

Affaldsenergisektoren og kommunerne har før, under og efter den politiske aftale været særdeles kritiske over for de liberaliseringstanker, der nu gennemføres. Det er der god grund til, for det er på alle måder en vild lovgivning, der nu lægges op til. Lad os fremhæve et par punkter.

Kommunerne bindes urimelig hårdt op

Det er meningen, at konkurrencen skal sende nogle anlæg i gulvet. Det erklærede mål er, at 30 procent af kapaciteten skal udfases. Staten regner med at cirka et anlæg årligt skal gå konkurs de kommende fem år. Det sættes der begrænsede midler af til – 200 millioner kroner i alt.

Affaldsenergianlæggene er kritisk infrastruktur, som kommunerne på statens opfordring har investeret meget store beløb i at etablere. Alene lånene i sektoren udgør cirka 11 miliarder kroner.

Værdierne er væsentligt højere. 30 procent af kapaciteten skal dø, men staten sætter mindre end 2 procent af sektorens samlede låneforpligtelse af til at dække eventuelle tab. Samtidig er det gjort helt tydeligt, at staten ikke vil dække mere end maksimalt 70 procent af eventuelle kommunale tab.

Det er således helt tydeligt, at det er de kommunale ejere, der skal samle regningen op. Denne regning vil ikke blive ligeligt fordelt. Når anlægget i X-købing går konkurs, vil det være borgerne i X-købing, der ender med regningen. Nabokommunen vil gå fri. Regningen for statens ideer om reorganisering af sektoren skubbes ned i halsen på enkeltkommuner.

Det er samtidig rigtige penge, og store penge i kommunale budgetter, vi taler om her. De enkeltkommuner, der kommer i klemme, vil derfor komme til at betale med serviceforringelser på børnehave, ældrepleje, skoler med videre. Er det rimeligt? 

For at gøre ondt værre, så ligger det også i lovgivningen, at kommunerne er forpligtet til at være majoritetsaktionær i selskaberne. De kan altså ikke komme ud af selskaberne for på den måde at afdække deres risiko. Skrappe sager.

Staten beslutter med andre ord, at 30 procent af flåden skal gå ned, og binder kommunerne til masten, så man er sikker på, at de kommer til at betale regningen. Urimelig hård kost.

Forduftede klimaambitioner

Den politiske aftale var en klimaaftale. Klimaambitionerne er dog forsvundet som dug for solen. Energistyrelsen melder med overskriften, at det nye lovforslag ærgerligt ud. Det her handler om ny organisering og konkurrenceudsættelse af affaldsenergisektoren.

I de 174 siders lovforslag, fylder klima ikke meget – kun 12 linjer bliver det til. Her kan man så læse, at der er “betydelig usikkerhed om konkurrenceudsættelsen kan realisere den forventede reduktion fra klimaplanen”.

Går man ind i tallene fra klimaplanen, og ser på hvad Klimarådet (statens egen vagthund på klimaområdet) har skrevet om potentialet, er der opgjort et sløjt og ubetydeligt potentiale på sølle 140.000 ton CO2-reduktioner om året ved at gennemføre en total omorganisering af en velfungerende sektor.

Hvis det for eksempel lykkes at indføre CO2-fangst på ARC er klimapotentialet til sammenligning cirka 500.000 ton om året – fra et enkelt affaldsenergianlæg mod 140.000 ton fra en hel sektor!

Man fristes til at spørge, om der er en voksen til stede?

Når der indføres konkurrence om affaldsmængderne, vil det medføre en øget forretningsmæssig usikkerhed for alle anlæg. Det er meningen og hensigten. Når man som anlægsejer med en øget usikkerhed skal ud at investere i et CO2-fangstanlæg, skal rammevilkårene omkring CO2-fangst være tilsvarende mere gunstige, for at det kan lykkes.

Nu kender vi ikke rammerne omkring CO2-fangst i fremtiden, og vi håber naturligvis på det bedste. Vi kan dog frygte, at staten bukker sig ned efter femøren for så at tabe 500-kronesedlen ud af baglommen.

På det overordnede plan gør liberaliseringen det desværre ikke lettere at realisere affaldsenergisektorens store klimapotentiale på cirka 2,6 millioner ton CO2-reduktioner om året. Det virker ikke helt gennemtænkt.

Tab af ledelsesmæssig fokus   

Vi har ingen større forventning om, at synspunkterne i denne artikel gør indtryk på lovgivere. Liberaliseringssupertankeren er sat i søen. Kursen vil næppe blive ændret, selvom det vil være klogt. Det er ærgerligt.

Vi ønsker og bør fokusere på at skabe gevinster for alle danskere og arbejde med de afgørende dagsordner som klima, cirkulær økonomi, miljø og effektivisering.

Med den nye lov vil ledelsestiden og det organisatoriske fokus nu især gå med at etablere aktieselskaber, udarbejde udbudsmateriale, sikre debitorskifte samt honorere krav til åbningsbalancer, årsregnskaber, bestyrelsesansvar, håndtere udbytte, samt sikre skatteoptimering.

Det kommer til at tage år, og først derefter kan vi kaste os over det, der virkelig betyder noget.

Når Christiansborgpolitikerne gentagne gange har strammet målsætningerne og meldt ud, at klimahandling haster, ja så kan det undre, at de i stedet vælger at ikke bare at forlænge hockeystaven, men ligefrem stikker en kæp i hjulet på selskabernes arbejde.

I ARC vil vi naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at lykkes på den nye spilleplade. Det bliver sandsynligvis ikke kønt, og det kommer til at gøre rigtigt ondt på nogen.

Vi håber vores kritik bliver gjort til skamme, men når og hvis det hele går af H til, så kom ikke og sig, at I ikke blev advaret.  

Marcus Vesterager (A), Laura Lindahl (C), Allan Andersen (A), Kenneth Gøtterup (C), Tina Cartey Hansen (C), Troels Christian Jakobsen (Å)

Hhv. formand, Københavns Kommune, næstformand, Frederiksberg Kommune, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, Hvidovre Komunne, Københavns Kommune